Funky Freestyle Dance
Piger og drenge

Funky Freestyle er for dansevilde børn/unge, som også er til teknik og pulstræning.
Alle kan være med og kender sikkert de fleste af sangene fra radioen.
Vi mixer MTV, Hip Hop, MGP, Funk, Jazz m.fl. i danseserier, som giver motorisk udfordring, styrkelse muskler/balance og konditionstræning.
Marie Jylov er instruktør på Funcky Freestyle Dance, og er samtidig ejer af DanseDillen.
Marie er uddannet pædagog med stor erfaring indenfor brugen af dans og musik i pædagogisk arbejde. Certificeret Zumba® Fitness, Zumba Kids®, Zumba Gold® og Masala Bhangra® instruktør, idékvinden bag Funky Freestyle Dance og Funky Freestyle Fitness.
DanseDillens filosofi:
Motion er i fokus i vores samfund. Det er videnskabeligt bevist, at bevægelse, latter og positiv tænkning får kroppen til at danne Endorfiner (kroppens egen morfin) og udløse de naturlige signalstoffer Dopamin og Serotonin, som virker smertelindrende, glædesfremmende og afslappende på vores krop og sjæl. Dermed er der kommet øget fokus på at arbejde med motion og bevægelse i terapeutiske sammenhænge.
Dans hører sammen med motionsformerne løb, svømning m.fl. under kategorien Aerob motion, som alle har gavnlig virkning i behandlingen af depression og angst.
I stort set alle andre kulturer, navnlig Afrika og Latinamerika er dans en naturlig bevægelsesform. Det er ikke pinligt at kaste sig ud i improviserede og skøre koreografier så længe, man har det sjovt. Den oprindelige dansekultur i Danmark er ikke længere en naturlig del af vores hverdag, og mange af os føler os usikre på et dansegulv. Denne tendens er DanseDillen en modreaktion på – vi vil danse bare for at danse og ha’ det sjovt!
I forbindelse med det kendte TV-program Vild med Dans er dansebølgen skyllet ind over Danmark og heldigvis for det. Dermed er tilstrømningen til danseskolerne øget, hvilket på sigt forhåbentlig gør os danskere mindre hæmmede i forhold til denne livsbekræftende bevægelsesform.
Dansen sørger for, udover at gøre os gladere og sundere, at vores kropsbevidsthed øges, balancen forbedres, og vores koordinationsevne og motorik styrkes. Når vi lader vores børn og unge danse, giver vi dem et rytmisk/motorisk fundament, som de kan have glæde af resten af livet. Vores opgave er at gi’ fordomme og jantelov én på låget og vise børn og unge, at dans er naturligt, sjovt, sundt, skørt og meget mere.
Dans er en gave som fremmer glæde, nærvær og fysisk velvære, Dans er for alle!
Læs mere om DanseDillen på www.dansedillen.dk